lørdag den 14. september 2013

Så er jeg efterhånden ved at være landet her i Kina. 
For ca. 14 dage siden var jeg egentlig fast besluttet på at tage hjem til Danmark. Jeg kunne ikke rumme mere af den meget hårde måde, børnene blev behandlet på i skolen i Wenjiang og jeg derfor gik jeg til lederen og fortalte hende, hvad jeg oplevede og at jeg ville tage hjem nu. 
Jennie, som lederen hedder blev meget vred, da hun hørte om, hvordan nogle af lærerne var overfor børnene og sagde, at de lærere ville blive fyret.
Hun tilbød mig at komme hen på en anden skole - i Qionglai og efter et besøg, hvor jeg fik mulighed for at mærke stemningen og se, hvordan det gik for sig der, besluttede jeg, at give Kina en chance til.




Skolen i Qionglai, som ligger lige ned til floden, er en nystartet skole - åbnede mandag for ca. 14 dage siden. Her er lige omkring 30 børn fordelt på 3 klasser; babyclass (2-3 år), Caterpillar class (3-4 år) og Butterfly class (4-5 år) og jeg er i Caterpillar class sammen med 3 kinesiske lærere; Jessie, Kiko og Nemo. 
Når de kinesiske børn og voksne starter på D&J bilingual kindergarten får de et engelsk navn. Navnene gives af Jennie, foreignteachers eller af forældre, hvis de selv kan finde på et engelsk navn. 
Jeg blev bedt om at give en af de nye kinesiske lærere et engelsk navn og følte det, som et meget stort ansvar sådan at skulle give et andet menneske ( som ikke er mit barn) et navn.

Da skolen lige er startet op betyder det også at alt er nyt både for børn og ansatte - børnene kan derfor heller ikke udtale deres nye navne, lige som de heller ikke reagerer, når man kalder på dem og det er altså ikke den berømte selektive hørelse, der slår igennem her.

Da alt også er meget nyt for mig - nyt sted, nye, kollegaer, nye børn, bruger jeg rigtig mange af mine siestaer (2½ times frokostpause) på samme måde, som kineserne 










- jeg tager mig en god powernap og hvis jeg har energi til det går jeg en tur ned til floden, hvor en del kinesere godt kan lide at fiske.




Jeg er endelig begyndt at have et reelt kollegialt samarbejde kørende med lærerne og står for engelskundervisningen i circletime hver morgen.
det betyder, at jeg hver dag har en god kontakt med de søde kinesiske børn - jeg bliver en tydelig voksen og ikke som på Wenjiang en omvandrende tavs skygge. 


På billedet øverst til venstre sidder Yoki og ved siden af et billede af, en af de kinesiske lærere, Nemo sammen med Yoyo og Wendy i baggrunden. Herunder en hyggelig eftermiddag med circletime, som Jessie står for den dag

. 

Når de kinesiske børn starter i skole (som 2 årige) er der ikke, som i Danmark noget der hedder indkøring over en passende periode. Her møder forældrene eller bedsteforældrene op med børnene hver morgen, hvor en skolelæge måler deres temperatur og lyser dem i halsen for at checke, at de er raske og herefter tager en lærer barnet med op til sin klasse. Hvis børnene bliver syge i løbet af dagen kan man, som kinesisk lærer godt risikere at få skylden for ikke at passe godt nok på børnene. Det samme gælder, hvis et barn kommer til skade.

 

På D&J's skoler står en del af de ansatte altid parat ved døråbningen for at sige ' Goodmorning' til børnene. Så det gør jeg altså også. På billedet ses Maggie, som er ledere, Kasper - en anden dansk pædagogstuderende, som er i Kina, som fjernstuderende og det er også ham jeg deler lejlighed med. Gaia står der sør'me også og to kinesiske lærere er på vej ud for at tage imod nogle børn. 

D&J har i øvrigt 3, snart 4 tosprogede skoler i Kina og 6 mere i Tucson, Arizona, hvor de kører med tilsvarende pædagogik og læringsstil. I USA er det også muligt at arbejde, som frivillig eller studerende. Det kan man læse mere om på chinalink.dk. Kina er nok et af de mest overvågede eller kontrollerende lande - Her er dørmænd alle steder - i boligkomplekserne, i supermarkederne og selvfølgelig også i D&J's kindergarten. Jeg kan faktisk ikke komme hverken ind på eller ud af skolen, før han åbner gate'n.


Men se, hvor sød han er. 

Overvågningskameraer hænger også i alle lokalerne på skolen - har dog ikke set nogle på toiletterne endnu. De er nok monteret bag på spejlene. I forhallen kan man så holde øje med hele skolen, hvis man har tid


 - og det har de kinesiske lærere ihvertfald ikke. De har en 12 timers arbejdsdag og det er uden pauser, når børnene sover er de i gang med at forberede aktiviteter, som de skal lave med børnene, når de vågner. 

Hvis lederen beder dem om hjælp, som strækker sig ud over den almindelige arbejdstid, står de kinesiske lærere selvfølgelig til rådighed og det gør deres familie også, som da jeg ikke kunne få fat i en taxi første dag, Gaia og jeg skulle hjem fra arbejde. Her bad lederen en af de kinesiske lærere om at ringe efter faderen, som så kom og kørte os hjem. 

Er det mon fordi kineserne ikke skelner arbejdstid og fritid på samme måde, som vi gør i Danmark eller er de bange for at sige fra overfor lederen? Ville det have særlige konsekvenser at sige fra eller ligger der en dybt indgroet kulturel mekanisme i forhold til det at hjælpe hinanden? Jeg oplever nemlig generelt kineserne, som meget hjælpsomme - også når det gælder kinesere, der ikke kender hinanden og de er heller ikke bange for at bede hinanden om hjælp. Når Gaia og jeg kører i taxi og chaufføren ikke kan finde vej, stopper han gerne alt og alle op på vejen for at bede om hjælp - i Danmark bruger man jo bare sin GPS. Sætter vi danskere mon en dyd i at være selvhjulpne, mens kineserne sætter en dyd i at hjælpe hinanden?

Når Gaia og jeg har fri trænger vi ofte bare til at komme hjem og slappe af. 




Der er lidt over 3 km fra skolen til vores lejlighed og det er altid spændende, hvilken rute, vi kommer ud på, netop fordi kineserne ikke altid ved, hvor skole og lejlighed ligger og priserne i cykeltaxierne er også altid meget varierede - men som regel et sted mellem 10-20 kr. en almindelig taxi koster 6 kr. Qionglai er en by med meget liv i - her er mange mennesker og meget støj.. har nævnt det før men må bare nævne det igen. Bilerne dytter hellere en gang for meget - sådan bare for at gøre andre trafikanter opmærksomme på, at de er der. En tur op gennem en gade fyldt med forretninger betyder en stor konkurrence om at tiltrække sig opmærksomhed med udefinerbar høj musik


 - den opmærksomme læser har nok gættet, at det ikke er noget jeg overhovedet bryder mig om. Til gengæld er der rigtig hyggeligt i den gamle by 




og Gaia og jeg har fundet en superhyggelig cafe, hvor man kan drikke kaffe og spise pizza og pomes fritter,



 hvilket kan være en meget god afveksling efter 5 dage med ris og kinamad to gange dagligt - hvilket jo egentlig også er meget lækkert. Nu vil jeg hvile skrivefingrene lidt og gå på cafe med Gaia. Vi kommer lige fra eet kinesisk bryllup, som jeg vil skrive mere om i mit næste indlæg................. 


Her kommer som lovet den tætpakkede pressedækning af det kinesiske bryllup. Når to forelskede kinesere vælger at gifte sig, skulle man mene, at de har tænkt sig rigtig godt om og mærket efter dybt inde i hjertet, at den udvalgte er deres livs udkårne, for gæstelisten kan snildt bevæge sig op over 700 personer - som det var tilfældet ved dette bryllup - hvor Candy, min arbejdskollega og hendes mand blev gift.


 

Selve brullupsceremonien og bespisning af de 700 gæster varede tilsammen godt og vel en time. Jeg fik at vide af en af kineserne, at dette ikke var et traditionelt kinesisk bryllup, men den måde mange unge kinesiske par vælger at gifte sig på idag. Den minder meget om den vestlige måde - dette bryllup blev dog ikke holdt i en kirke men på et lejet lokale på et hotel. 


Brudgommen kommer først ind i lokalet og siger en masse på kinesisk. Derefter føres den meget smukke brud af sin far, op til en romantisk dekoreret pavillion, 


hvor gommen står og venter... han knæler og frier til hende 



og så går de sammen....... 


- hun med tårer trillende ned ad kinderne, op til en stor scene i bagenden af lokalet og 



her modtager de så ringene fra hver deres forlover - ringene sættes på fingrene og giftermålet besegles med et kys.



Kan det være mere romantisk. Nåh ja... og selvfølgelig kastes brudebuketten ud til de håbefulde giftelystne singler - og den heldige, der greb buketten, var i dette tilfælde en mand. 


Så nu skulle der være en chance for at han kan finde sig en lige så giftelysten brud – og held skal der til, for etbarnspolitikken gør det ikke så nemt for mænd at finde kvinder her i Kina. Kineserne har i mange år foretrukket drengebørn, som ansås for at være mere værd end pigebørn – for år tilbage kunne piger ikke få lov til at gå i skole og og uddanne sig og blev på den måde mere opfattet, som en byrde. Gammel tradition betød også at når hun giftede sig, flyttede hun over til mandens familie og pigegns forældre havde derved ikke nogen til at forsørge dem, når de blev gamle


Af forskellige årsager, som jeg næsten ikke tør tænke på, er det lykkes mange at få drengebørn - så udvalget af kvinder er ikke så stort. Heldigvis har den kinesiske stat af samme årsager, lavet om på reglerne, sådan at kvinder nu også kan gå i skole og få sig en uddannelse. Det betyder så også, at de er blevet mere uafhængige og som vi har set det i vestlig kultur, resulterer det bl.a. i at skilsmisseprocenten er steget. Men smukt var det - brylluppet igår og jeg fik da også en lille klump i halsen, da jeg så tårene på Candys kinder - der er nu ikke noget så rørende, som når to mennesker siger ja til hinanden. Hele forestillingen blev naturligvis filmet med et supersmart rullende kamera... som ingen heldigvis fik i hovedet - kun næsten.