Ditte og Gaia i Kina  2013

Så lykkedes det endelig at finde ud af det. Her er min blog, som jeg vil bruge til at skrive om mine oplevelser i Kina det næste halve år, hvor jeg er i min 2. praktik, som pædagogstuderende. 
dagogstuderende. 

17.august. 

Kulturchok - eller lidt om de første indtryk af den kinesiske kultur 

Idag er det 17 dage siden Gaia og jeg kom til Kina. Jeg vil beskrive det at være i Kina, som lidt af et kulturchok - ikke fordi alle harker og spytter på gaden eller fordi babyerne kun har en revne bag i bukserne til at gøre stort og småt igennem. 

Men simpelthen fordi ALT bare er så markant anderledes end hjemme i lille Danmark.

Det strækker sig fra infrastruktur, bebyggelse/arkitektur 
- her er meget høje bygninger og en forretning kan snildt være en stor garage, som lukkes med en jerngaragedør, når der er lukket. Alle steder ses bygninger under ombygning og er her ufattelig beskidt og hygiejne er vidst ikke det, man befatter sig mest med, da der står åbne skraldespande og containere i alle gader og man kan da også sagtens lægge chilier til at soltørre på et stykke lærred i midten af gaden, som også fungerer, som parkeringsplads.....

 -til hvordan man færdes i trafikken
Man kan da godt køre i slalom mellem fodgængere, cyklister, cykeltaxaer og biler og det kan ske i begge sider af vejen - dvs. også i modsat køreretning. Man kan også køre over for rødt, hvis der alligevel ikke kommer nogen... inden for de næste 3-5 sekunder og alle dytter af alle. Cykeltaxaen her kostede 5 yuan(svarer til 5 kr. - meen det er faktisk billigere at tage en alm. taxi).

- til den sprogbarriere, 
der gør at man f.eks ikke rigtig kan være sikker på, hvad man får til aftensmad 

og ikke at forglemme det offentlige transportsystem, hvor man køber billet, som måske først virker 1-2 timer senere, fordi der er 'kundekø'.
Når det så er sagt, så er her jo i øjeblikket også en væsentlig temperaturforskel - i skrivende stund er der 37 grader i skyggen og jeg sidder indenfor med en ventilator, som jeg bruger flittigt.
Mht mad så er kineserne her virkelig gode til at lave lækker, krydret(og stærk) mad. 
Øverst på top10 listen over kulinariske oplevelser er i øjeblikket hotpot, som er en udviddet udgave af den gode gamle 70'er trend - Fonduen. Her får man sin egen lille gryde med en spicy suppe, som kød og grøntsager koges i - suppen kan også spises, som afslutning på et overdådigt og lækkert måltid.

Når Gaia og jeg er ude og shoppe eller forsøger at kommunikere med kinesere i det hele taget, begynder de ret ofte at grine eller fnise, når de har forsøgt sig med svar i enstavelsesord på engelsk. Det er mit indtryk at de bliver lidt forlegne eller er generte over for hinanden, når de bruger engelske ord og de undskylder tit for, at de er dårlige til engelsk - jeg tror, jeg kan sammenligne den generthed, de udtrykker, med den måde vi danskere tit reagerer på, hvis vi skal synge, mens andre lytter.
Til gengæld er det at synge noget af det mest naturlige for mange af de kinesere, vi har mødt. De har slet ikke den blufærdighed og behøver ikke drikke sig mod til for at give et par numre i karaokebaren.
Det gjorde det da også lettere for Gaia og jeg, da vi var på KTV-bar sidste søndag. Vi var sammen med en kinesisk pige, Sarah og hendes forældre, som vi har mødt igennem Jennie og David, dem som leder den skole, jeg er i praktik i. Sarahs forældre inviterede os først ud og spise den her lækre hotpot og bagefter på KTV-bar, hvor 2 af Sarahs lærere også stødte til og her fik vi lov til at lytte til kinesisk sang, når det er bedst - for det var de virkelig dygtige til og det er jo nogle helt andre fraseringer, end dem vores 'vestlige' ører er vant til at høre. Men deres afslappede forhold til det at synge, smittede altså af på både Gaia og jeg. Det kom da ihvertfald bag på mig, at min datter sprang ud i et par sange - også uden hjælp fra sin mor :-)

De første 14 dage af min praktik har også været.... overvældende og jeg vil fortælle lidt om, hvordan hverdagen ser ud på stedet. Inden min rejse til Kina, var det min forventning, at jeg skulle være i en kinesisk to-sproget privatejet børnehave,

 men fandt ud af, at det faktisk er en skole og at børnene får undervisning fra de er 2 år gamle. Skolen åbner kl.6.30 og et barns skoledag strækker sig fra kl.6.30 til kl.17.30 og alle er mødt ind inden kl.9, hvor circletime begynder. Når jeg møder ind kl.8.30 

sidder stort set alle de kinesiske børn og er i gang med morgenmaden.

Hele dagen bærer præg af nøje tilrettelagte aktiviteter 

og da jeg kom, fik jeg udleveret et hæfte (for august måned), hvor, der står præcis, hvad lærerne skal lave med børnene fra dag til dag. Her bliver instrueret ned til mindste detalje( i replikform). 

Circletime er første punkt på undervisningens dagsorden og varer en halv time. Her modtager børnene engelskundervisning, som regel af en 'foreignteacher - mig, f.eks.
Som situationen ser ud lige nu underviser jeg ikke, da ledelsen har besluttet, at det først sættes i gang, når de andre frivillige kommer og det sker først i september.

Så lige nu er jeg meget passiv - kan også omskrives til observerende.
Efter circletime er der centertime og her er lavet nogle forskellige 'legestationer' (3-4) med aktiviteter, som knytter sig til dagens/ugens emne, som er blevet gennemgået ved circletime. 

Når børnene leger i øvrigt, så leger alle børn med det samme slags legetøj - man ser f.eks ikke 3 piger gå i dukkekrog, mens 4 drenge bygger togbane. Den form for leg eksisterer overhovedet ikke på skolen. Alle laver det, man på gammelt psykologi fagsprog nok ville kalde paralelleg. 

Så her må altså leve et andet syn på legens betydning for barnets udvikling( læs også trivsel) - nogle andre værdinormer. Endnu en markant kulturel forskel, for hvad er det, de voksne ønsker at lære børnene her? Fællesskab over individualisme? At blive ledt i stedet for at udvikle selvstændige initiativer? Hvordan bygges indbyrdes relationer op, når et barn ikke selv vælger sin legekammerat - eller faktisk slet ikke stilles overfor muligheden at vælge sin leg eller sin ven? Føler man sig så aldrig udenfor her?
Hele dagen veksles meget bevidst i mellem 'motion' for hjernecellerne - mentale læringsprocesser og motion for kroppen. Det er mit indtryk at man i undervisningsformen tilstræber at vedligeholde eller at skabe en balance mellem de forskellige erkendelsesniveauer - som f.eks. beskrives af Howard Gardner og som vi egentlig også kender det fra de læreplaner, som vi benytter os af i det danske undervisningssystem - bortset fra at denne her kinesiske skole går hele vejen og gennemfører ned til mindste detalje - i modsætning til det danske system, bruger man musikken rigtig meget til at bedre indlæringen - og ja, jeg vil kalde det indlæring (modsat læring), for meget af det børnene lærer foregår via repetition. Læreren siger eller gør noget, som børnene så gentager i kor - igen, ikke en og en. Sætninger understøttes ofte af klap eller som rim/remse - og så selvfølgelig gennem sang. Her synges traditionelle engelske børnesange, bortset fra at teksten er ændret, så der indgår læring via teksten. Det kan f.eks. være ' my darling Clementine' som omskrives til ' sunday, monday, tuesday, wednesday...' - altså en ugesang på engelsk, så børnene både lærer ugedagene at kende og så også hvad det hedder på engelsk. 
Madsituationen er også lidt anderledes end den danske

- her siges et takkevers på engelsk, inden maden, som i øvrigt laves på skolen - ris og altid noget lækkert varmt, med suppe til slut( ja, de tager altid suppen til sidst) og når børnene er færdige, går de selv over med deres skål, helt fra de er 2 år.

 De kinesiske børn er generelt set mere velopdragne eller mere velafrettede (vælg selv) end, de danske børn. 
De er som regel også meget optagede af undervisningen og lærere og børn har langt mere kontakt med hinanden, end i danske institutionsmiljøer - Her er i øvrigt 3 lærere til hver klasse og klassens størrelse varierer mellem 12-22 børn. Færrest børn i de små klasser. Det tror jeg så ikke er normen i en almindelig offentlig kinesisk skole - men det er kun et gæt. Det kan jo godt have noget at sige, at denne skole er en privatskole og prisen for at have et barn her er omkring 3000 kr om måneden. Så det betyder nok også, at børnene har nogle velhavende forældre, som ønsker at investere i det ene barn, de har, så det er rustet til at møde det store internationale marked med en god fornemmelse for den vestlige kultur og et godt engelsk ordforråd med i baglommen og ja, et-barnspolitikken eksisterer stadig.
Den sidste ting, jeg vil fortælle for nu er lidt sværere for mig at forholde mig til.
De kinesiske lærere er generelt set meget kærlige, omsorgsfulde og kontaktfulde i samværet med børnene men der et desværre et par stykker af dem, som har for vane ar daske til børnene eller at hive dem i armen og føre dem afsted - f.eks. at stille et barn i døråbningen, som en form for straf, hvis det gør noget som læreren ikke vil have - eller ikke hører efter. 
Jeg har endnu ikke taget en anledning til at gå i dialog omkring det. De lærere, som jeg har set gøre det, taler ikke engelsk og jeg synes det vil virke uetisk at tale med deres kollegaer om det. Men det er helt sikkert noget jeg får brug for at få talt om - og igen endnu et kulturchok og hvordan håndterer man sådan noget. Jeg finder helt sikkert en vej i det. Men vil da meget gerne høre om andre har et bud på det? Også gerne tanker, overvejelser mm som måtte være dukket op ved læsning af min blog.

og sådan ser det ud, når børnene går fra et lokale til et andet - det at gå på række øves også jævnligt.